Arbejdernes Landsbank er årets grønne indkøber

Pressemeddelelse  Svanemærket og EU-Blomsten gør det enkelt, trygt og hurtigere at købe ind. Og så er det i tråd med bankens mål om at efterlade så positivt et aftryk på omverdenen som muligt. Derfor skal halvdelen af alle indkøb til den daglige drift være miljømærkede i 2019. Sådan lyder det fra Arbejdernes Landsbank, der netop er kåret som årets medlem i Netværk for Miljømærket indkøb.

Arbejdernes Landsbank blev tidligere i år kåret som danskernes foretrukne bank for 9. år i træk. Og succesen fortsætter. Nu har Miljømærkning Danmark nemlig kåret Arbejdernes Landsbank som årets grønne indkøber i Netværk for Miljømærket indkøb.Kåringen skyldes, at Arbejdernes Landsbank med sit store miljøengagement har gjort en særlig indsats for at udbrede kendskabet til og øge efterspørgslen efter miljømærkede produkter og serviceydelser. Eksempelvis har banken ved nye kontraktindgåelser vist karakter ved at fravælge ikke-mærkede leverandører til fordel for svanemærkede leverandører, ligesom banken var en af de første virksomheder, der greb muligheden for at indkøbe svanemærket vinduespolering.