Bæredygtige indkøb og samarbejde er centralt for den grønne omstilling

Skal de politiske ambitioner om at reducere Danmarks CO2-udledning indfries, så kræver det samarbejde mellem erhvervslivet og det offentlige. Men hvordan omsættes politiske klimavisioner til løsninger, der virker i hverdagen? Hvordan kan det offentlige være drivkraft for udviklingen af fremtidens grønne løsninger? Og hvilken rolle spiller offentligt indkøb og offentlig-privat samarbejde i den sammenhæng? 

Disse spørgsmål var i fokus da der blev afholdt offentligt-privat topmøde på Børsen i København den 11. marts. Bag arrangementet stod Dansk Erhverv i samarbejde med Forum for Bæredygtige Indkøb, KL og Danske Regioner.


Mange konkrete eksempler

Det tætpakkede program bød på en række eksempler på offentligt-privat samarbejde. POGI-formand Nanna Krogh Meyer, der er økonomidirektør i Gladsaxe Kommune fortalte blandt andet om kommunens svanemærkede daginstitutioner og om den tætte markedsdialog, der giver entreprenørerne et godt grundlag for efterfølgende at kunne beregne priser og afgive bud.

Senere indtog salgsdirektør Lars Nielsen fra Siemens scenen i Børssalen for at give et indblik i den omfattende energirenovering af Hvidovre Hospital efter ESCO 3.0-modellen. ESCO betyder Energy Services Company, og er en model, hvor en privat virksomhed tilbyder at identificere, udføre og finansiere energioptimeringen af en offentlig bygning. Det offentlige betaler efterfølgende den private virksomhed investeringen tilbage via de besparelser, som opnås på driften over en årrække. Projektet på Hvidovre Hospital har blandt andet omfattet installation af LED-teknologi og optimering af ventilation, varme og køl på hospitalet samt opsætning af solceller.

Odense Kommune, der i 2019 blev kåret som ”Verdens bedste indkøber”, fortalte sammen med KMD om kommunens arbejde med at finde frem til de helt rigtige fokusområder, som også kan omsættes til krav inden for de rammer, som udbudsreglerne opstiller.

Fuld fokus på bæredygtige indkøb

Både indlæg og debatterne på konferencen viste, at offentlige grønne indkøb fra flere sider nu anses for at være et centralt redskab i den grønne omstilling. Fra salen gjorde DI opmærksom på det nye udspil ‘Grønne offentlige indkøb uden unødige omkostninger’, der vil sætte en ny retning for den offentlige sektors køb af varer. I udspillet anbefaler DI, at 80 pct. af de udbud af vareindkøbskontrakter, som udbydes af offentlige ordregivere i 2025, lever op til seks bæredygtighedskriterier.

– Det er meget glædeligt, at der nu for alvor kommer fokus på de bæredygtige indkøb. Regionerne er i fuld gang og KL har netop udgivet deres nye fælleskommunale indkøbsstrategi, hvor bæredygtige indkøb er et af tre centrale indsatsområder. Samtidig er bæredygtige indkøb centralt i Klimarådets nye rapport ”Kendte veje og nye spor til 70 procents reduktion” og nu er de 13 klimapartnerskaber kommet med deres anbefalinger, hvor indkøb også fylder, siger Rikke Dreyer, der er formand for Forum for Bæredygtige Indkøb og chefkonsulent i Miljømærkning Danmark.

Behov for CO2-standarder

Konferencen viste også, at der på flere områder er behov værktøjer, som kan styrke samarbejdet mellem det offentlige og private. Flere af deltagerne fra begge lejre efterlyste et nationalt CO2-beregningsværktøj og andre standarder, som vil gøre det nemmere at stille krav i udbud og at afgive bud. En anden udfordring handler om at sikre politisk opbakning til bæredygtige indkøb ude omkring i kommunalbestyrelserne.

– Det giver rigtig god mening at skabe nogle standarder. Der er behov for videndeling, netværksdannelse og kommunikation, så vi får det fulde udbytte af al den kompetence og viden, som findes derude. Gennem politisk lederskab og ved at forene kræfterne kan vi øge effektiviteten i den offentlige sektor og samtidig gøre det nemmere for industrien. Og det er jo netop det Forum for Bæredygtige Indkøb er sat i verden for at bakke op om, blandt andet gennem afholdelse af seminarer, nyhedsbreve og vores hjemmeside, siger Rikke Dreyer.