Et kærestebrev kan vise sig at være godt for miljø og klima

Med sin nye miljømærkepolitik i hånden er Københavns Kommune nu i fuld gang med at gøre kur til de offentlige indkøbere i andre kommuner. ’Har I tænkt jer at købe mere miljømærket legetøj og kontormøbler i fremtiden?’ lyder spørgsmålet i kærestebrevet. Et ’ja’ kan betyde, at flere producenter fremover vil ansøge om at få deres produkter miljømærket. Initiativet bakkes op af Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb.

I disse dage modtager offentlige indkøbere i kommuner, regioner og staten et kærestebrev fra Københavns Kommune i samarbejde med Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb. Og som i et ægte kærestebrev bliver de bedt om at tage stilling med et ’ja’ eller ’nej’.

Der er imidlertid ikke tale om en romantisk tilnærmelse. Formålet er at indsamle underskrevne, men uforpligtende tilkendegivelser, om at de på sigt vil være interesserede i at købe mere miljømærket legetøj og kontormøbler. Med miljømærker menes primært de to officielle miljømærker det nordiske miljømærke Svanemærket og det europæiske miljømærke EU-Blomsten. Indkøberne opfordres også til at angive den forventede årlige indkøbssum.

En lille gulerod til leverandørerne

På den måde vil Københavns Kommune have et tungt incitament med i tasken, når de på den anden side af sommerferien holder stormøde med brancheforeninger og producenter om de kommende udbud på legetøj og kontormøbler.

– Når vi går i dialog med markedet, så har det bare større effekt, hvis vi kan sige, at en række kommuner, regioner og statslige institutioner, der samlet set køber ind for flere mia. om året, overvejer at stille krav om miljømærker næste gang de udbyder legetøj og kontormøbler, siger Thomas A. Christensen, der er miljø- og klimarådgiver i Københavns Kommunes Team Grønne Indkøb.

Ved at involvere markedet lang tid før arbejdet med at skrive udbudsteksterne overhovedet er gået i gang, håber Thomas A. Christensen på en mere åben dialog, hvor kommunen bliver klogere på, hvad der skal til for at producenterne vil ansøge om en certificering med miljømærkerne, og hvilke barrierer der er. Samtidig vil kommunen gerne give markedet tid til at omstille produktionen eller på anden vis udvide sortimentet af miljømærkede produkter, så de er klar når udbuddet kommer.

Så mange vil være kærester med Københavns Kommune

1. Albertslund
2. Allerød
3. Ballerup
4. Billund
5. Bornholm
6. Egedal
7. Faaborg-Midtfyn
8. Frederiksberg
9. Furesø
10. Gentofte
11. Gladsaxe
12. Gribskov
13. Helsingør
14. Herlev
15. Holbæk
16. Hvidovre
17. Høje-Taastrup
18. Hørsholm
19. Ikast-Brande
20. Ishøj
21. Kerteminde
22. Kolding
23. Køge
24. Langeland
25. Lejre
26. Nordfyn
27. Nyborg
28. Odense
29. Region Midtjylland
30. Region Syddanmark
31. Roskilde
32. Rudersdal
33. Slagelse
34. Svendborg
35. Syddjurs
36. Sønderborg
37. Aalborg
38. Aarhus

– Vi vil gerne sende et tydeligt signal til markedet, om at vi ønsker et større udbud af miljømærket legetøj og kontormøbler. Vi kan dog kun give en hensigtserklæring om, at vi vil bruge miljømærker som tildelingskriterium, for vi er nødt til at vurdere markedet, lige inden vi går i udbud. Så det er altså ingen garantier, men en lille gulerod, siger Thomas A. Christensen.

Legetøj og kontormøbler som pilotområder

Kærestebrevet fra Københavns Kommune kommer i forlængelse af kommunens nye miljømærkepolitik, som blev politisk vedtaget i november 2017. Den stiller krav om miljømærker som mindstekrav ved indkøb og udbud, hvor der er mange miljømærkede produkter på markedet. Det gælder for 26 produktgrupper med en årlig indkøbssum på ca. 300 mio. kr. Politikken giver også mulighed for at anvende miljømærker som tildelingskriterier ved indkøb og udbud, hvor der er få miljømærkede produkter på markedet.

Kommunen udvælger to til fire produktområder om året, hvor man sammen med Miljømærkning Danmark og SKI involverer markedet tidligt i udbudsprocessen for at fremme udbuddet af miljømærkede produkter og dermed muligheden for, at miljømærker kan være et tildelingskriterium ved kommende udbud.

– Vi ser legetøj og kontormøbler som pilotprojekter, hvor vi får erfaring med markedsinvolvering og vurderer, hvordan vi bedst tilrettelægger arbejdet de kommende år. Legetøj udbyder vi selv i 2019 og kontormøbler køber vi ind på en SKI aftale, som vi forventer kommer i udbud i 2020, siger Thomas A. Christensen.

Markedet viser interesse

Offentliggørelsen af Københavns Kommunes nye miljømærkepolitik har naturligvis været fulgt med interesse hos leverandørerne. Blandt andet hos Lekolar, der leverer legetøj, institutionsmøbler og skolemøbler til kommunen. Virksomheden henvendte sig til Miljømærkning Danmark umiddelbart efter offentliggørelsen af den nye miljømærkepolitik.

Tina Salbæk, der er markedschef hos Lekolar, er imødekommende overfor den nye miljømærkepolitik og fortæller, at de er i gang med at undersøge mulighederne for at svanemærke et stort antal legetøjsprodukter, som dækker bredt i legetøjskategorierne.

– Vi arbejder løbende på at forbedre miljøpræstationen på vores private label produkter, så det handler primært om at få dokumentationen på plads. Men i ansøgningsprocessen ser vi også en ekstra gang på alle produktionsprocesserne bagud i leverandørkæden. For eksempel ser vi på hvilke kemikalier de underleverandører, der leverer råvarer til vores producenter anvender i deres fremstillingsprocesser, siger Tina Salbæk.

Tidlig markedsinvolvering er en klar fordel

Københavns Kommune afholder i september et stormøde for interesserede producenter, leverandører og indkøbere af legetøj om kommunens kommende udbud.

– Den tidlige markedsinvolvering giver os klare fordele, fordi det er en tidskrævende proces at blive certificeret. Vi har oplevet udbud, hvor vi har haft fem ugers svarfrist, og på så kort tid har vi ingen jordisk chance for at nå at leve op til kravene. Hos de producenter, som laver legetøjet for os, er vi en stor kunde, så de er meget ivrige efter at rykke hurtigt, men deres underleverandører er måske multinationale selskaber, hvorfor det kan gå lidt trægt med at få dokumentation, siger Tina Salbæk.

En af de store gevinster ved den tidlige markedsinvolvering er netop, at Lekolar og andre leverandører nu får den fornødne tid til at omstille sig, få processer, produkter og dokumentation på plads.

Kærestebrevene øger motivationen

Københavns Kommunes kærestebrev til de andre offentlige indkøbere lader også til at ville give pote og skubbe markedet yderligere i en grønnere retning. For selvom Københavns Kommune i sig selv er en attraktiv spiller for producenter og leverandører, så vil interessetilkendegivelserne fra de andre kommuner være en motiverende faktor.

– En udmelding om, at andre offentlige indkøbere vil læne sig op ad København er meget motiverende for os, og det vil få os til at overveje at ansøge om miljømærkerne på endnu flere produktkategorier. Også selvom kommunerne selvfølgelig ikke kan give nogle garantier, siger Tina Salbæk.