Dansk Erhverv: Behov for konkrete mål og krav til offentlige indkøb

Med klimaloven har Danmark en målsætning om at reducere CO2-udledningerne med 70 pct. i 2030. Men der er i dag ingen direkte krav til, at den offentlige sektors indkøb skal bidrage til at reducere udledningen af CO2 og brugen af grønne krav er i høj grad baseret på frivillighed. Derfor foreslår Dansk Erhverv i en ny politik for grønne og klimarigtige offentlige indkøb, at der formuleres konkrete mål og krav til det offentlige indkøb, der understøtter klimalovens målsætning.

Med en indkøbskraft på godt 380 mia. kr. årligt besidder det offentlige en unik mulighed for at støtte reel og efterspørgselsbaseret grøn omstilling af erhvervslivet. Offentlige indkøb kan virke som katalysator for grøn innovation til gavn for danske arbejdspladser og en styrkelse virksomhedernes internationale konkurrenceevne.

Mål og krav skaber incitament

Konkrete mål og krav vil i denne forbindelse være vigtige redskaber. En ny medlemsundersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at hele 75 pct. af virksomhederne hilser krav til klima- og miljø velkomment, når det offentlige køber ind.

Som det er i dag, er brugen af grønne krav i den offentlige sektors indkøb nemlig i høj grad baseret på frivillighed. Det betyder, at virksomhederne kun har et begrænset incitament til at levere klimavenlige løsninger i udformningen af et tilbud og at der ikke er tryghed for investering i innovative løsninger.

Standarder og metoder til klimaberegning skal baseres på solide og anerkendte metoder

Ifølge Dansk Erhverv er det dog vigtigt, at metoder til klimaberegninger og opgørelser bygger videre på de principper, det grønne offentlige indkøb gennem årtier har opbygget i samarbejde med virksomhederne. Dette vil blandt andet at sikre troværdig dokumentation baseret på anerkendte livscyklusvurderinger samt ensretning af krav i udbud.

Der er risiko for, at markedet over tid bliver oversvømmet af forskellige standarder for beregninger, som vil være baseret på mere eller mindre anerkendte metoder. Dermed risikerer man i offentlige indkøb at basere sin klimaindsats på tvivlsomt grundlag. Dansk Erhverv foreslår derfor blandt andet, at markedsdialogen baseres på et styringsværktøj eller ”positivliste”, der kan medvirke til at sikre en ensartet anvendelse mellem virksomheder og offentlige indkøbere.

Udbud med totalomkostninger og funktionskrav

Derudover foreslår Dansk Erhverv også øget anvendelse af TCO (Total Cost of Ownership), fordi grønne og klimarigtige indkøb potentielt også rummer konkrete besparelser. TCO vil dermed også give erhvervslivet tryghed for, at der er et marked, som formentlig er villig til at betale for bæredygtige og innovative løsninger med en højere anskaffelsespris.

Dansk Erhvervs konkrete forslag til konkrete mål og krav:

  • Bindende klimamål for reduktion af drivhusgasudledningen fra det offentlige indkøb og forbrug på 70 pct. i 2030. Målopfyldelsen monitoreres løbende og offentliggøres årligt i form af en måling af, hvordan kommuner, regioner og staten performer ift. målsætningen kaldet ”Det offentlige grønne barometer”.
  • Grønne krav skal indgå som konkurrenceparameter i alle offentlige udbud. Fraviges dette, skal der være en forklaring, f.eks. på baggrund af markedsanalyse.
  • Udvikling af positivliste for klimastandarder og metoder til klimaberegninger
  • 50 pct. af udbud skal ske med totalomkostninger og funktionskrav
  • Styrkede kompetencer qua professionel indkøbsuddannelse

Læs mere om forslagene i Dansk Erhvervs politiske notat her

 

For yderligere information kontakt

Morten Jung, markedschef, Dansk Erhverv – mju@danskerhverv.dk

Laura Kokholm, politisk konsulent, Dansk Erhverv – lako@danskerhverv.dk