Danske virksomheder vil købe ansvarlig soja

Flere danske virksomheder har de seneste par uger som medlemmer i Dansk Alliance for Ansvarlig Soja lanceret handlingsplaner for indkøb af ansvarlig produceret soja. Handlingsplanerne favner over mange forskellige initiativer, der skal bidrage til at sikre, at den soja, der importeres til Danmark, er produceret ansvarligt og ikke bidrager til afskovning. Det gælder for eksempel brug af certificeringsordninger, engagement i internationale initiativer, skærpelse af ambitionsniveauet for internationale sojastandarder samt at der stilles krav til leverandører.

I kølvandet på offentliggørelsen af disse handlingsplaner har Fødevareminister Mogens Jensen i Altinget rost arbejdet i regi af Dansk Alliance for Ansvarlig Soja og tilkendegivet, at han er i gang med at forberede en national handlingsplan for ansvarlig produceret soja, som forventes klar efter sommer. Derudover er ministeriet også i gang med at se på de offentlige indkøb.

Danmarks årlige import af soja er på ca. 1,7 millioner tons om året, hvoraf kun ca. 20% anslås at være certificeret eller verificeret afskovningsfrit.

Læs mere om Dansk Alliance for Ansvarlig Soja her