Indkøb og verdensmål – et kig i redskabskassen

Hvilke værktøjer er der i værktøjskassen, når man som offentlig eller privat indkøber gerne vil arbejde for at fremme verdensmålene gennem sine indkøb? Hvilke gode råd kan vi give indkøberne med på vejen? Og hvilke gode eksempler findes der, som vi kan lade os inspirere os af?

Det var nogle af de centrale spørgsmål, der blev adresseret, da temagruppen om Indkøb og Verdensmål under Forum for Bæredygtige Indkøb afholdt det 3. møde i rækken på Odense Rådhus.

Der var hele tre inspirerende oplæg på menuen. Udbudschef Cecilie Schwartz Førby fra Odense Kommune fortalte om, hvordan Odense Kommune har brugt indkøb som drivkraft til at fremme bæredygtighed. Hun nævnte blandt andet at etablering af et Verdensmålsudvalg og en stærk indkøbspolitik har været afgørende for en ambitiøs tilgang med konkrete tiltag.

Michael Jakobsen, vicedirektør i NEPCon, præsenterede en case om brancheaftaler for at fremme en bæredygtig produktion af biomasse. Han mindede os om, at selv om man fokuserer på et enkelt verdensmål, kan man bidrage positivt til flere af målene. Det samme viste sig at gælde for Fairtrade mærket, som blev præsenteret af direktør Camilla Erika Lerberg. Hun fortalte, hvordan man som indkøber kan fremme verdensmålene gennem indkøb af Fairtrade-produkter og forklarede, hvorfor Fairtrade kan anses som en slags 360-graders løsning – men også som et stærkt compliance system.

Men hvilke dagsordener skal indkøb løse?

– Det kan være alt fra beskæftigelse til cirkulær økonomi, og fra social dumping til ligestilling og børnearbejde, sagde Cecilie Schwartz Førby.

Odense kommune har derfor brugt verdensmålene som paraply for det, de gør og har udarbejdet et ’verdensmålsskema’ med en systematisk gennemgang af de 17 verdensmål. Kommunens udbudsteam er også i gang med at foretage en risikovurdering af de enkelte indkøbsområder. Det sker ved at gennemgå udbudsplanen og identificere de vigtigste risici samt koble disse til verdensmålene.

Det blev flere gange fremhævet, at arbejdet for at fremme verdensmålene gennem indkøb i høj grad handler om at tænke fremad, og at det er en løbende proces. Som Camilla Erika Lerberg formulerede det:

– Vi skal altid huske at se på, hvad kan vi gøre mere og anderledes.

Endelig blev det pointeret, at det er fuldstændigt afgørende at få verdensmålene ud at leve i virkeligheden og derfor skal der skabes nogle succeshistorier. Det er bare om at komme i gang!

Sidste møde i temagruppen afholdes d. 25. juni.