Flere og flere stiller krav om miljømærker

En ny undersøgelse viser, at offentlige indkøbere har taget miljømærkerne til sig og i stigende grad udnytter udbudslovens muligheder for at stille krav om Svanemærket og EU-Blomsten i indkøb og udbud.

Da den danske udbudslov trådte i kraft 1. januar 2016, fik det offentlige nye muligheder for at stille krav om miljømærker, som Danmarks officielle miljømærker Svanemærket og EU-Blomsten. Men kender indkøberne til muligheden? Stiller de i praksis krav om miljømærker i offentlige indkøb og udbud? Og hvad betyder det for virksomhederne? Det har Miljømærkning Danmark afdækket i en ny undersøgelse, som er en opfølgning på en tilsvarende undersøgelse, der blev gennemført i 2016.

Stigende brug af krav om miljømærker i udbud

Den nye undersøgelse viser, at offentlige indkøbere både kender og benytter udbudslovens mulighed for at stille krav om miljømærker i indkøb og udbud: Mere end 9 ud af 10 indkøbere (91 %) ved, at udbudsloven giver mulighed for at stille krav om miljømærker. Det er en stigning på 12 procentpoint fra 2016. Ud af dem stiller knap hver tredje (29 %) meget ofte krav om miljømærkning i udbud, hvor der kan stilles krav om miljømærker. I 2016 var dette tal 21 %.