Forums strategi for 2019: Højaktuelle temaer på tapetet

I sin strategi for 2019 har styregruppen for Forum for Bæredygtige Indkøb nedsat to nye temagrupper. I den ene tager Forums medlemmer fat på, hvordan man kommer godt i gang med bæredygtige indkøb, så bæredygtighed bliver en naturlig del af indkøbspraksis. Den anden temagruppe stiller skarpt på engangsemballage og plast og vil bygge en ’vidensbro’ mellem det private erhvervsliv og det offentlige.

Hvordan kommer man godt i gang med bæredygtige indkøb- fra beslutning til implementering? Det vil den ene af Forums to nye temagrupper forsøge at give et svar på i de kommende måneder. Den anden temagruppe vil handle om engangsprodukter og plast.

– Den første af de to temagrupper kommer til at handle om kapacitets- og videnopbygning og i høj grad også om at bruge erfaringer og viden, der findes i de kommuner, som har været i gang i mange år, og som ved hvilke værkøjer der findes, og hvordan de kan bruges, siger Rikke Dreyer, der er formand for Forum for Bæredygtige Indkøb.

Her peger hun blandt andet på Aalborg Kommune, hvor erfaringen er, at det ikke koster ekstra at købe 30 % økologiske fødevarer.

– Det er den slags erfaringer, vi skal have delt med så mange som muligt. Temagruppen skal kunne favne alle. Det gælder både dem, som har brug for inspiration og et skub til at komme i gang – og den er også for dem, der har svært ved at få overbevist deres beslutningstagere og for dem som allerede er godt i gang, men som er i tvivl om, hvilke værktøjer de skal bruge i selve implementeringen. Så der er altså noget at hente for flere målgrupper, siger Rikke Dreyer, der ser frem til et spændende år, hvor hun håber, at endnu flere offentlige og private indkøbere vil melde sig ind i Forum og købe endnu mere bæredygtigt ind.

På vej mod bæredygtige emballager og engangsprodukter

Også Jakob Lamm Zeuthen, der er næstformand i Forum, glæder sig til at komme i gang med aktiviteterne i 2019.

– Vi har skudt året i gang med en strategi, hvor vi tager fat på en række højaktuelle emner, da vores klare ambition er at være de private og offentlige indkøberes krystalkugle. Hvis indkøberne deltager i Forums aktiviteter, så skal de vide, at de er på forkant i forhold til løsninger og erfaringer, siger han.

Den anden af året to temagrupper handler derfor om et af de absolut varmeste emner i øjeblikket: Engangsprodukter og plast.

– Jeg tror, at det private erhvervsliv er længere fremme end det offentlige på det område. Det private erhvervsliv er godt i gang med at udskifte engangsplast og plastemballage, fordi virksomhederne om ganske få år bliver ramt af ny lovgivning. Der er konkurrencefordele i at være forud for lovgivningen og at komme først i mål med bæredygtige emballager og engangsprodukter. Det har altid været en vigtig drivkraft for innovation i det private erhvervsliv. De erfaringer kan det offentlige lære af, så derfor skal den nye temagruppen være med til at bygge denne vidensbro, siger Jakob Lamm Zeuthen.

Hold øje med Forums årskonference

Har du ikke selv mulighed for at deltage i en af de to temagrupper, så har du alligevel mulighed for at få del i resultaterne ved at deltage  på Forums velbesøgte årskonference i november. Derudover vil der på årskonferencen blive spillet andre aktuelle emner på banen, der flytte noget på bæredygtige indkøb. Hidtil har årskonferencen fundet sted i Københavnsområdet, men i 2019 er det tanken at rykke vest for Storebælt.

Følg med

Følg med i temagruppernes arbejde og forhåndstilmeld dig her. Del også gerne nyheden til kolleger og netværk som temagrupperne kan være relevante for.