Positive reaktioner på Københavns Kommunes beslutning om markedsinvolvering på miljømærket legetøj

Dette er et vigtigt initiativ. Det er godt, at Københavns Kommune melder klart ud – og at de gør det i så god tid, inden de går i udbud med den kommende indkøbsaftale på legetøj. Sådan lød nogle af de mange positive reaktioner på kommunes beslutning om markedsinvolvering på miljømærket legetøj, da producenter, leverandører og indkøbere onsdag den 19. september mødtes til dialog på Københavns Rådhus.

Drivkraften for dialogmødet var Københavns Kommunes politik om miljømærket indkøb, som betyder, at kommunen både vil indkøbe miljømærkede produkter på områder, hvor der findes et stort miljømærket udvalg, men også vil fremme markedet på områder, som fx legetøj, hvor udbuddet af miljømærkede produkter i dag er begrænset.

Dialogmødet var det første vigtige skridt på vejen for at modne markedet for miljømærket legetøj. Derfor var det også en spændt direktør for Teknik- og Miljøforvaltningen Pernille Andersen, der bød velkommen og glædede sig over, at så mange leverandører og producenter af legetøj var mødt frem.