Elektronik: Råd og vejledning til miljøvenlige indkøb af elektronik i private virksomheder

Vi står som samfund overfor en række udfordringer i forhold til den måde, vi lever og forbruger på. Inden for minedrift, fremstilling, transport, detailhandel, forbrug og bortskaffelse af elektronik opstår enorme mængder spildte ressourcer og en lang række dertilhørende negative indvirkninger på både klima og miljø. Hvert år genereres godt 50 millioner tons elektronisk og elektrisk affald (e-affald), svarende i vægt til alle kommercielle fly, der nogensinde er bygget – og kun omkring 20 % genanvendes formelt.[1] De resterende 80 % ender enten på lossepladser eller bliver uformelt genbrugt – meget af det i hånden i udviklingslande, hvilket udsætter dem, der står for arbejdet, for farlige og kræftfremkaldende stoffer som kviksølv, bly og cadmium. Den omfattende forening af jord og grundvand fra deponeret elektronisk affald medvirker ligeledes til at bringe både fødevare- og vandforsyning i fare.[2] Det estimeres, at mængden af ​​affald vil mere end fordobles i 2050 til 120 millioner tons årligt, hvis vi fortsætter med business as usual.[3]

Der er dog et voksende fokus på at reducere de omfattende negative påvirkninger fra vores elektronikforbrug. I marts 2020 lancerede EU en ny handlingsplan for cirkulær økonomi, der lægger fundamentet for at ændre vores forbrugsmønstre inden for bl.a. elektronik. Også i en dansk kontekst sættes der ind overfor fx elektronikaffald[4], og det er vigtigt, for der er stort behov for, at vi alle løfter i flok, hvis vi skal reducere den massive belastning på klima og miljø som vores elektronikforbrug har.

Indkøb som driver for bæredygtig udvikling

Mange af de negative konsekvenser og udledninger, der er forbundet med elektronik, finder sted i de mest fattige og mindst udviklede regioner i verden. Herhjemme har vi dog stadig stor mulighed for at præge udviklingen i en mere bæredygtig retning – også til gavn for de mindre udviklede lande. Det kan vi bl.a. gøre gennem vores indkøb. Ved at stille krav til os selv og vores leverandører om at gøre det endnu bedre, har vi mulighed for at fremme den grønne dagsorden, rykke markedet i en mere bæredygtig retning og potentielt sparre virksomheden penge. Det kan dog være svært at gennemskue, hvor der skal sættes ind. Derfor får I herunder viden om og råd til, hvordan jeres virksomhed kan være med til at fremme den bæredygtige udvikling gennem et mere miljøvenligt indkøb af elektronik.

Kom godt i gang

I den lille video herunder gives helt konkrete råd til, hvordan jeres virksomhed kan sætte gang i jeres miljøvenlige elektronikindkøb og hvad I bør være opmærksomme på.

Link til video


Køb miljømærkede produkter

En genvej til mere bæredygtige elektronikindkøb kan være at gå efter de miljømærkede produkter. Miljømærker som Energy Star, Blue Angel, Epeat, TCO-certified, Svanemærket og EU-Blomsten er alle med til at sikre, at den elektronik i indkøber, er mere bæredygtig – fx ved at mindske indholdet af miljøskadelige tungmetaller og kemikalier, eller at sikre et så lavt energiforbrug som muligt.

Lad dig inspirere af eksisterende krav

En oplagt mulighed er også at lade jer inspirere af de krav, der stilles på Den Ansvarlige Indkøber til fx kontorudstyr. Her fokuseres på alt fra indhold af miljøskadelige tungmetaller og lettere demontering, til grøn forvaltning og menneskerettigheder.

EU’s Green Public Procurement (GPP) kriterier for computere, skærme, tablets og smartphones kan danne udgangspunkt for en del af jeres virksomheds indkøb af elektronik. Her er der fokus på forlænget produktlevetid, energiforbrug, farlige stoffer og håndtering af udtjente produkter.

Inddrag Total Cost of Ownership (TCO)

Inddragelsen af Total Cost of Ownership (totalomkostninger) kan være en måde at sikre mere bæredygtige elektronikindkøb. Ved at beregne et produkts udgifter i hele dets levetid, kan I som virksomhed opnå væsentlige økonomiske og miljømæssige besparelser fx gennem reduceret strøm- og vandforbrug. På Den Ansvarlige Indkøber finder I de nødvendige værktøjer til at komme i gang med TCO-beregninger.

Med denne artikel og den tilhørende video er I forhåbentlig endnu bedre klædt på til at gøre en aktiv indsats for at deltage i den grønne omstilling på elektronikområdet. Tilbage er bare at ønske held og lykke med jeres bæredygtige elektronikindkøb!

 

 

Kilder:

[1] World Economic Forum (2019). A new circular vision for electronics: Time for a global reboot.
[2] United Nations Environment Programme (2021). The Growing Footprint of Digitalisation – Foresight Brief No. 027 November 2021. https://wedocs.unep.org/20.500.11822/37439.
[3] World Economic Forum (2019). A new circular vision for electronics: Time for a global reboot.
[4] https://mst.dk/affald-jord/affald/affaldshaandtering-strategi-aktiviteter/projektoversigt/elektronikaffald-og-shredderaffald/