Region Midtjylland, Indkøb & Medicoteknik er Verdens Bedste Indkøber 2020

Prisen som Verdens Bedste Indkøber 2020 blev i år givet til Region Midtjylland for deres udbud vedr. ikke-kliniske engangsartikler, hvor de efterspørger produkter og materialer med lavt CO2aftryk samt dokumentation for det faktiske CO2-aftryk. Regionen har også lanceret en ny hjemmeside, hvor andre kan blive inspirerede og bruge de værktøjer, som Region Midtjylland har udviklet.


Det er anden gang at prisen som Verdens Bedste Indkøber uddeles.  Prisen er indstiftet af Miljøstyrelsen, Forum for Bæredygtige Indkøb, POGI, IKA, DIEH og. Prisen gives til en aktør, som har gjort et ekstra stort stykke arbejde med at bidrage til ét eller flere af verdensmålene gennem deres indkøb.

Region Midtjylland modtager prisen for deres udbud vedr. ikke-kliniske engangsartikler, hvor de efterspørger produkter og materialer med lavt CO2 aftryk, og dokumentation for det faktiske CO2-aftryk.

Region Midtjylland har fokus på at reducere forbrug af engangsartikler, og udover deres systematiske tilgang har de også sikret samarbejde på tværs af brugergrupper, leverandørled og drift. Det har gjort indkøbet til en motor for større indsigt, nye handlinger og acceleration af bæredygtighed i alle enheder.

Indsatsen understøtter verdensmål 12 om bæredygtigt forbrug og produktion og bidrager især til Verdensmål 13 om klimaindsats med CO2 reduktion.

Susanne Backer, der projektleder i Region Midtjylland, modtog prisen sammen med sit team:

– Det er en stor ære at vinde prisen. Det er en stor opmuntring til os i vores intense og spændende arbejde med det her, sagde hun i sin takketale.

Region Midtjylland vil meget gerne dele ud af deres erfaringer og har netop lanceret hjemmesiden gentaenkplast.dk. Formålet med siden er at formidle og dele den viden, der er opbygget gennem deres Materialestrømsprojekt, så andre kan blive inspirerede og bruge de værktøjer, som Region Midtjylland har udviklet.

Prisen blev overbragt af sidste års vinder, Odense Kommune, ved udbudschef Cecilie Schwartz Førby.

– I Odense glæder vi os over, at få flere i folden af Verdens Bedste Indkøber. Det her er en pris, man lever højt på længe, og vi har brugt prisen til at skabe synlighed i kommunen, både over for politikere og borgere, om vores arbejde med bæredygtige indkøb, sagde hun.