Vær med: Forum lancerer to nye temagrupper i foråret

’Produktstandarder i indkøb’ og ’Cirkulære forretningsmodeller og møbler’. Sådan lyder overskrifterne på Forums to nye temagrupper i foråret, hvor vi inviterer folk med viden, erfaring eller interesse i at sætte yderligere skub i omstillingen til konkurrencedygtig og bæredygtig produktion.


Temagruppe om produktstandarder i indkøb

Årets første temagruppe om produktstandarder i indkøb har opstartsmøde den 10.marts.

– Formålet med temagruppens arbejde er at skabe et overblik over hvilke forskellige bæredygtige standarder og miljømærker, der kan være relevante at se på inden for forskellige produktområder. Det er tanken, at arbejdet skal ende med et opslagsværk eller en guide, der vil kunne bruges af både offentlige og private indkøbere. Vi er inspireret af Københavns Kommune, der har lavet en tilsvarende guide. I temagruppen vil vi arbejde på at lave en udvidet udgave, hvor der tilføjes standarder samt andre produktområder. Derudover forventes flere miljømærker at blive inddraget, siger Michael Terkelsen, udbudsjurist og CSR- og bæredygtighedskonsulent hos SKI.

Michael Terkelsen vil sammen med Jakob Zeuthen, der er miljøpolitisk chef hos Dansk Erhverv og næstformand for Forum for Bæredygtige Indkøb, være temagruppens tovholdere.

– Hvilke produktområder vi vil arbejde med, skal temagruppen være med til at identificere, men det vil give mening at gå efter områder, hvor der både er en vis indkøbsvolumen og miljøpåvirkning. Tekstilområdet er et godt eksempel, hvor der i dag er flere mærker at gå efter som for eksempel Svanen, Blomsten, GOTS, Oeko-Tex og FSC. Men for at kunne stille de rigtige krav, skal man vide, hvad mærkerne fokuserer på, og man skal have et overblik over, hvilke varer der findes på markedet. Det vil den nye guide kunne bidrage med, siger Jakob Zeuthen.

Første møde i temagruppen er onsdag den 10. marts. Det foregår online fra kl. 12.30 – 15.30. Hvis du ikke allerede har tilmeldt dig, så klik HER


Temagruppe om cirkulære forretningsmodeller og møbler

I forårets anden temagruppe vil vi se på cirkulært indkøb af møbler samt på nye forretningsmodeller baseret på en cirkulær tankegang inden for produktion og forbrug af møbler.

Temagruppen starter i april og tovholder er Rikke Dreyer, der er chefkonsulent i Miljømærkning Danmark og formand for Forum for Bæredygtige Indkøb.

– I Danmark forbruger vi lineært, og hvis alle levede som os, skulle vi have fire jordkloder. Det er derfor bydende nødvendigt, at vi bevæger os over mod en cirkulær økonomi, hvor produkter og materialer holdes i kredsløb på samme kvalitetsniveau så længe som muligt. Vi skal selvfølgelig først og fremmest købe færre produkter. Men det handler også om at forlænge produkternes levetid ved at købe produkter af god kvalitet, der kan repareres, når de går i stykker, og som kan skilles af, når de engang er udtjente, så materialerne kan genanvendes, siger hun.

Møbelbranchen har for alvor fået øjnene op for gevinsterne ved bæredygtighed og cirkulær økonomi. Nogle leverandører bruger genanvendte materialer i deres produktion og afprøver cirkulære forretningsmodeller som fx leasing, take-back-ordninger og reparationer af produkter i stedet for nysalg.

– Forudsætningen for cirkulære indkøb er, at der opbygges nogle systemer til at håndtere produkt- og materialestrømme. For at gøre systemdiskussionen konkret ser vi nærmere på møbler, hvor vi har en branche med nogle aktører, der vil denne dagsorden, og som har nyttige erfaringer at bringe i spil. Vi håber derfor på, at mange vil deltage i temagruppens arbejde, og at resultaterne af anstrengelserne kan være med til at fremme markedet for genanvendte møbelmaterialer og også inspirere andre brancher til at udvikle cirkulere forretningsmodeller, siger Rikke Dreyer.

Første møde i temagruppen ’Cirkulære forretningsmodeller og møbler’ er onsdag den 28. april. Det foregår online fra kl. 12.30 – 15.30. Hvis du ikke allerede har tilmeldt dig, så klik HER

Følg desuden Forums nye LinkedIn-side: https://www.linkedin.com/company/75092400/admin/