Tag et lynkursus i at bruge Miljøstyrelsens TCO-værktøjer

Forum for Bæredygtige Indkøb og FORCE Technology afholdte i april og maj to webinarer om Miljøstyrelsens TCO-værktøjer. Begge webinarer blev hurtigt overtegnede, men nu giver Forum dig mulighed for at se det ene af de to kurser online.

Miljøstyrelsen har udviklet en række værktøjer, der allerede i tilbudsfasen gør det muligt at beregne, hvad et produkts samlede omkostninger vil blive i hele dets brugsfase. Ideen med TCO er at beregne fremtidige udgifter gennem produktets levetid. I stedet for blot at se på, hvad der er billigst i indkøbspris, gør TCO-beregninger det muligt at vælge det produkt, der samlet set og gennem hele produktets levetid er det billigste.

Stor interesse for TCO-webinaret

På grund af COVID-19 omdannede Forum et planlagt kursus om Miljøstyrelsens TCO-værktøjer fra et fysisk kursus til et webinar. Da det meget hurtigt blev fyldt op, tilbød vi et ekstra kursus i starten af april. Pladserne var også her væk inden for nogle få dage, så det ser vi som et tegn på, at der er stor interesse for at lære værktøjerne at kende.

Derfor har vi optaget det ene af de to kurser og har lagt det online, så alle der ikke kunne deltage i webinarerne realtime nu kan se det i en streamet version.

Masser af konkrete eksempler

Det er Charlotte Merlin og Pia B. Poulsen fra FORCE Technology, der underviser på kurset. I løbet af de 80 minutter kurset varer, får du både en konkret introduktion til, hvordan TCO-værktøjerne fungerer, hvordan de kan indgå i udbudsprocessen, og hvordan de kan bruges strategisk i organisationen. Undervejs giver de en række eksempler som indkøb af kaffemaskiner (selvbetjeningsmaskine), ultralydsscannere, skøjtebaner og lyskilder.

Webinaret ligger frit tilgængelig på Udbudsportalen, Den Ansvarlige Indkøber  – find videoen nederst på siden eller via dette direkte link


Miljøstyrelsens TCO-værktøjer

Miljøstyrelsen har udarbejdet 14 værktøjer til at beregne et produkts totalomkostninger: Computere, skærme, multifunktionsmaskiner, mindre og større netværksudstyr, servere, storage udstyr, UPS, projektorer, selvbetjeningsmaskiner, skylletoiletter og det helt nye om motorkøretøjer.

Du finder værktøjer og vejledninger her