Yderligere fem kommuner melder sig ind i POGI

De seneste måneder har fem kommuner valgt at melde sig ind i POGI. Det er Slagelse Kommune, Hillerød Kommune, Furesø Kommune, Høje-Taastrup Kommune og Mariagerfjord Kommune. Dermed tæller POGI her i starten af året 24 medlemmer og repræsenterer tilsammen en anseelig del af den samlede offentlige indkøbsvolumen, der kan være med til at trække markedet i en grønnere og mere bæredygtig retning.


For Høje-Taastrup Kommunes borgmester Michael Ziegler (C) ligger det lige til højrebenet at kommunen nu bliver medlem af POGI, hvor man siden 2010 har udviklet fælles grønne indkøbsmål.

– Høje-Taastrup Kommune er ambitiøs på klimadagsordenen, og medlemskabet af POGI understøtter vores mål om at vi skal være fossilfri i 2050. Vi køber ind for 1,2 mia. kr. årligt, så det gør en forskel, når vi stiller grønne krav og drejer vores indkøb i en bæredygtig retning. Vi er godt i gang, og i POGI-netværket kan vi dele inspiration og konkrete værktøjer og sammen med de øvrige kommuner skubbe markedet den grønne vej, siger Michael Ziegler.

I Slagelse Kommune kommer POGI-indmeldelsen i hælene på vedtagelsen af en ny indkøbspolitik og en bæredygtighedsstrategi.

-Vi har valgt at sætte lyd bag Indkøbspolitikken og Bæredygtighedsstrategiens indsatser. I den forbindelse er der afsat 6 – 7 mio. kr. årligt i budget 2021-24 til bæredygtighedstiltag. Blandt andet sætter vi ind med bæredygtighedsmidler ved opførelse af nye institutioner, og vi hjælper organisationen i retning af udskiftning af fossile køretøjer til bl.a. eldrevne køretøjer, ved at yde tilskud til anskaffelsen, fortæller borgmester siger John Dyrby Paulsen (A).

Om indmeldelsen i POGI siger han videre:

– Klima og bæredygtighed er væsentlige parametre, når vi som kommune køber ind, og når vi forbruger varer og tjenesteydelser. Vi tror på, at vi ved medlemskab i POGI kan være med til at gøre en forskel i udviklingen af grønne indkøb.

Håber på god sparring

POGI-medlemmerne kan se frem til et 2021, der bliver både travlt og spændende, når der tages fat på indkøbsmålene for nogle af de helt tunge CO2-områder som transport, byggeri, belysning og it. Et arbejde man ser frem til i Hillerød Kommune, der er af de fem nye POGI-medlemmer

– Hillerød Kommune er blevet medlem af POGI for at blive bedre og dygtigere. Vi er ikke selv eksperter, så vi håber at kunne få noget sparring med de andre medlemmer om det kommende års udbudsplan og måske få afdækket muligheder, som vi selv har overset, siger indkøbs- og udbudschef  Pia Skov Johansen fra Hillerød Kommune, der køber ind for omkring 800 millioner om året.

Helt uerfarne med bæredygtige indkøb er man dog ikke i Hillerød Kommune, der efter et længere tilløb leasede 18 elbiler til hjemmeplejen sidste år.